Gæsteindlæg af Erik Haalo, redaktør og ekspert på Fitfact.dk
Conan filmene er nogen af mine absolutte yndlingsfilm, nok mest 1’eren, men 2’eren er nu også udmærket.
Jeg er vild med Conan filmene fordi de tager sig selv seriøst. Selv om vi i dag godt kan lide at gøre lidt grin med dem, så er den første Conan film egentlig ikke en klassisk b-film. Det er faktisk en film der prøver at sige noget og som tager sig selv seriøst.
Conan som karakterer stammer helt tilbage fra 1930erne, hvor forfatteren Robert E. Howard skabte en fantastisk verden befolket af jernalder kulturerer blandet med overnaturlige fænomener og civilisationer der opstår og går under. Det var på mange måder en fantastisk blanding af historie, videnskab og ren fiktion.
Meget af de oprindelige Conan film er ret symptomatisk for sin samtid, der er ideer der minder lige lovligt meget om den pseudo-videnskab som nazisterne for eksempel tog til sig, men der er også bare mange gode historier, eventyr, der appellerer til både børn og voksne.
Robert E. Howard var i øvrigt venner med en anden kultforfatter H.P. Lovecraft og inspirationen er tydeligt gået begge veje.
I 1950erne og 60erne fik bøgerne en genopdagelse hvor andre forfattere skrev nye til og der opstod nogle meget populære tegneserier baseret på dem.
Det var nok dem der fik Hollywood til at interessere sig for Conan og det der så førte til kultklassikere med Arnold Swarzenegger. Filmen var instrueret af John Milius, der var en helt særlig karakter og som også stod bag de populære Clint Eastwood film “Dirty Harry”.
Milius karakteriserede sig selv som en libertarian og konservativ, hvilket gjorde ham ret unik i et mere progressivt Hollywood. Instruktørens politiske idealer ses da også tydeligt i Conan, hvor det er styrke, venskab og loyalitet, der lægges vægt på. Det er eventyr, hvor Conan smider sine lænker og går til angreb på magten.
Det er dog ikke en politisk film som Milius skabte, men det er dog efter min mening denne dybde, i en på overfladen primitiv “swords and scorcery” film, der gør den så interessant at se.
Milius har gjort det fantastisk i det visuelle og lydsporet af Basil Poledouris er et af de bedste nogensinde og passer perfekt til den pseudo-historiske opsætning i filmen.
Alt i alt er Conan en film som man ikke bør undervurdere. Se den og bliv overrasket over at der er mere i den end du troede.